Fritidshjemmets historie
Her kan læse om Jennumparkens Fritidshjem historie og oprettelsen af Juniorklubben, Kvarterklubben og Bygger'n.
Jennumparkens fritidshjem blev taget i brug i januar 1971. Det startede som fritidshjem med børn i alderen 6-14 år fordelt på 3 grupper.
I 1991 besluttede kommunen, at der skulle oprettes juniorklubber ved fritidshjemmene i Randers. Derfor blev en af fritidshjemsstuerne lavet om til en juniorklubgruppe med 26 børn i alderen 10-14 år.
Kvarterklubben startede i 1986 som en selvstændig afdeling i institutionens underetage.
April 1995 blev Bygger'n og Kvarterklubben tilknyttet fritidshjemmet/juniorklubben og fik samme ledelse. Arbejdet for at skabe en større helhed for børn og unge i området startede i 1998. I denne proces har vi prioriteret samarbejdet højt afdelingerne imellem samt gjort brug af gennemgående personale fra dagtilbudene til klubtilbudet.
Den røde tråd gennem organisationen har været af stor betydning for kvaliteten i de forskellige tilbud, og har vist sig at være til stor gavn for lokalområdets børn og unge.
Vi ser det som en stor fordel, at fritidshjemmet, juniorklubben, Kvarterklubben og Bygger'n er under samme ledelse. Det giver en tryghed for børnenes opvækst, at samarbejdet disse afdelinger imellem er meget tæt. Børnene har brug for få voksne at forholde sig til, så derfor prioriteres det meget højt, at noget af personalet fra dagtilbuddene arbejder i Kvarterklubben.